Skip to main content

Viden om diabetes

Højt blodsukker og type 2-diabetes

Højt blodsukker over lang tid øger risikoen for at udvikle følgesygdomme til type 2-diabetes, og bør derfor forebygges og behandles.

Indhold

    Blodsukkeret er ikke en stabil størrelse, men varierer over døgnet, alt efter hvor meget man har spist, og hvor fysisk aktiv man er. Det er helt normalt.

    Når man har type 2-diabetes, vil man ofte kunne opleve at få et for højt blodsukker. Hvis blodsukkeret ligger over 12-15 mmol/l, taler man om forhøjet blodsukker, som også kaldes for hyperglykæmi.

    Et for højt blodsukker i lang tid øger risikoen for, at man udvikler følgesygdomme til type 2-diabetes, som kan give varige skader flere steder i kroppen.

    Læs mere om følgesygdomme til type 2-diabetes

    Derfor er det vigtigt at holde blodsukkeret på et stabilt og normalt niveau. Det kan man gøre ved at tilpasse sin livsstil og ved medicinsk behandling.

    Læs mere om medicin til at sænke blodsukkeret og motion, madvaner og rygestop

    Blodsukkeret kan i sjældne tilfælde blive meget højt (over 22 mmol/l). Hvis man får meget højt blodsukker og det udvikler sig over nogle dage, kan det føre til en akut livstruende tilstand, som skal behandles med det samme, og man skal derfor søge hjælp.

    Hvis man er syg af anden årsag eller bemærker store og hyppige vandladninger, skal man kontakte sin behandler med det samme, når blodsukkeret er over 15-20 mmol/l.

    Symptomer på højt blodsukker

    Symptomerne på højt blodsukker er ofte vage og varierer fra person til person. De mest almindelige symptomer er:

    • Træthed
    • Slaphed
    • Hyppige vandladninger
    • Tørst
    • Mundtørhed
    • Kvalme
    • Dårligt humør
    • Hyppige infektioner
    • Dårlig sårheling
    • Kløe og svie omkring kønsorganerne.

    Ved meget højt blodsukker kan man blive omtåget og bevidstløs. Hvis blodsukkeret kommer over 15 mmol/l, vil næsten alle opleve at være meget tørstige og have hyppige vandladninger.

    Langvarigt højt blodsukker kan føre til et stort tab af væske og salte, hvilket i alvorlige tilfælde kan påvirke hjernens funktion.

    Årsager til højt blodsukker

    Når man har type 2-diabetes, skyldes det høje blodsukker, at kroppen enten producerer for lidt insulin, eller at cellerne er mindre følsomme overfor insulin. Kroppen kan derfor ikke kan udnytte den insulin, som er der, godt nok (kaldes insulinresistens eller nedsat insulinfølsomhed).

    Langvarigt højt blodsukker skyldes som regel enten, at :

    • den medicinske behandling er forkert
    • den medicinske behandling ikke længere er tilstrækkelig
    • den medicinske behandling ikke bliver fulgt korrekt
    • uhensigtsmæssige kost- og motionsvaner.

    Andre årsager til højt blodsukker

    Infektion

    Infektioner øger kroppens behov for insulin. Hvis man ikke producerer nok insulin, betyder det, at blodsukkeret stiger.

    Måler man sit blodsukker til over 15-20 mmol/l, i forbindelse med en infektion eller anden sygdom, skal man kontakte sin behandler eller lægevagt.

    Hvis man er i behandling med insulin, kan sygdom, især med feber, også føre til for højt blodsukker. Årsagen er, at feber nedsætter kroppens følsomhed overfor insulin. Man bør måle sit blodsukker hver 3.-4. time og supplere med ekstra insulin.

    Læs mere om insulinbehandling, når man er syg med feber

    Behandling med binyrebarkhormon

    Behandling med binyrebarkhormon (steroider) for anden sygdom, kan som bivirkning give for højt blodsukker. Det skyldes, at binyrebarkhormoner gør kroppens celler bliver mindre følsomme over for insulin (insulin­resistens). I nogle tilfælde kan den også mindske frigivelsen af insulin fra bugspyt­kirtlen.

    Hvis man har type 2-diabetes, skal man ved nystartet behandling med binyrebark­hormon altid gøre sin diabetes­behandler opmærksom på, at man er i behandling med binyrebark­hormon. Det kan nemlig være nødvendigt at ændre i doseringen af blodsukkersænkende medicin (anti­diabetika).

    Læs mere om behandling med binyrebarkhormon (steroider) og diabetes

    Anden sygdom med medfølgende stress for kroppen

    Alvorlig sygdom, som en blodprop i hjertet eller hjernen, kan, ligesom en svær infektion eller behandling med binyrebarkhormon, forårsage alvorlig hyperglykæmi hos ældre mennesker med type 2-diabetes.

    Det er en meget sjælden tilstand, men den kræver akut indlæggelse og behandling.

    Læs mere om alvorlig hyperglykæmi (hyperosmolær hyperglykæmi) nedenfor

    Forebyggelse og behandling

    Den bedste måde at forebygge højt blodsukker er at følge sin behandling og regelmæssigt kontrol af sit blodsukker.

    Den grundlæggende behandling af type 2-diabetes er fysisk aktivitet og kostændringer, som hjælper til at holde blodsukkeret på et normalt og stabilt niveau.

    Sideløbende med denne behandling kommer medicinsk behandling, som bør startes tidligt og løbende justeres, så blodsukkerkontrollen bliver så optimal som mulig.

    Hvis behandleren vurderer, at man kan have gavn af medicin for at opnå et stabilt blodsukker, vil man som udgangspunkt blive behandlet med den type medicin, der hedder metformin. Metformin øger blandt andet virkningen af kroppens insulin, og sænker på den måde blodsukkeret.

    Læs mere om metformin og andre typer blodsukkersænkende medicin

    For nogle personer med type 2-diabetes kan det på et tidspunkt blive nødvendigt at behandle med insulin.

    Læs mere om insulinbehandling og type 2-diabetes

    Meget højt blodsukker

    Meget højt blodsukker på over 30 mmol/l (alvorlig hyperglykæmi) er en sjælden tilstand.

    Den kan dog forekomme hos ældre mennesker med type 2-diabetes, som:

    • har en svær infektion
    • er i behandling med binyrebarkhormon
    • har en blodprop i hjerte eller hjerne
    • har indtaget store mængder sukker.

    Tilstanden kaldes hyperosmolær hyperglykæmi og kan blive livstruende. Derfor kræver den akut indlæggelse og behandling på sygehus.

    Hyperosmolær hyperglykæmi

    Hyperosmolær hyperglykæmi er en sjælden men livstruende tilstand. Det rammer næsten udelukkende personer på over 70 år med type 2-diabetes.

    Hyperosmolær betyder, at blodet er meget koncentreret på grund af tab af vand. Samtidigt er blodsukkeret højt (hyperglykæmi). Deraf navnet: hyperosmolær hyperglykæmi.

    Ved en hyperosmolær hyperglykæmisk tilstand får man:

    • Meget stort underskud af væske (dehydrering)
    • Meget højt blodsukker - ofte over 30 mmol/l og nogle gange helt op til 60 eller 70 mmol/l. Det høje blodsukker medfører ikke, at blodet bliver surt (acidose) som ved den beslægtede tilstand diabetisk syreforgiftning, som primært rammer personer med type 1-diabetes
    • Ofte bevidsthedspåvirkning og i svære tilfælde koma.

    Symptomer

    • Tørst og øget vandladning
    • Betydeligt underskud af væske (dehydrering), hvor hudfolder bliver stående, når man trækker i huden, tør mundslimhinde, tiltagende matte og indsunkne øjne, kølige arme og ben og ofte hurtig puls
    • Ofte let feber
    • Tiltagende mathed og døsighed. Udvikler sig gradvist til påvirket bevidsthed og eventuelt koma
    • Kramper.

    Årsager

    Hyperosmolær hyperglykæmi kan udløses af:

    • Infektion, ofte af en svær infektion
    • Anden samtidig sygdom som blodprop i hjertet (hjerteinfarkt) eller i hjernen (apoplexi)
    • Medicin - store doser vanddrivende medicin eller behandling med binyrebarkhormon
    • Stor indtagelse af sukker (saft eller sodavand) eller ukontrolleret stort forbrug af alkohol.

    Behandling

    Da tilstanden kan være livstruende, kræver den, at man bliver indlagt på sygehus og modtager behandling. Behandlingen består blandt andet i akut tilførsel af store mængder væske og insulin.

    Andre betegnelser for hyperosmolær hyperglykæmi er:

    • Hyperglykæmisk diabeteskoma uden syreforandringer
    • HyperOsmolær Nonketotisk Koma (HONK).

    Læs mere om hyperosmolær hyperglykæmi på sundhed.dk 

    Sidst opdateret: 18. februar 2021